Energi til fremtiden
  • Placering: Randers
  • Afdeling: Midtjysk Elhandel

Energisk erhvervssælger til Midtjysk Elhandel

Brænder du for personligt salg, har du viljen til at skabe resultater for både kunden og Midtjysk Elhandel (MEH) og trives du i et travlt og energisk team, så er du den helt rigtige.

Bliv udfordret og gør en forskel
MEH er ejet af Verdo A/S og Energi Viborg med Verdo som ca. ¾ aktionær. Verdo er blandt Danmarks største virksomheder med over 500 medarbejdere og mere end 2 milliarder i omsætning. De kommende år byder på fortsat stor forandring og vækst – som vil positionere Verdo som en anderledes og innovativ energikoncern.
Erhvervsmarkedet for el ændrer sig meget i disse år, og vi er med på rejsen med nye produkter, der matcher den grønne dagsorden hos vores kunder. Din opgave bliver at fintune vores produkter, så de hele tiden er relevante for vores kunder. Dit primære mål er at skabe nye kunder, men der kan også være vedligeholdelse og udvikling af eksisterende kunder. I MEH har vi en ambition om at vækste i hele Danmark, og særligt i Midtjylland være anerkendt som en større spiller med vores kendetegn som innovative, effektive og troværdige.

For at hjælpe dig til succes i jobbet bidrager vi med

  • Gode kollegaer, som har mange års erfaring med salg af el til erhvervsmarkedet
  • At du bliver en del af en koncern, hvor udvikling af medarbejdere er højt prioriteret
  • Plads til løbende at udvikle dig personligt og fagligt
  • Mulighed for at præge udviklingen indenfor dit arbejdsområde
  • Fast løn med provisionsordning, pension, sundhedsforsikring, firmabil og gode personaleforhold

I rollen som sælger ved MEH, har du selv ansvaret for at opdrive dine kundemøder, men du vil også mærke, at holdet har interesse i din succes både med hjælp af leads og digitale kampagner. Du planlægger selv din hverdag med kundebesøg, hvorfor jobbet kræver, at du både er struktureret og har en proaktiv profil. Du skal trives med at have meget tid hos kunderne og derfor vil en del af din tid også være i bilen, idet dit primære område er Jylland.

Stillingen refererer til direktøren for Midtjysk Elhandel, Claus Omann. Midtjysk Elhandels hovedkontor er på Agerskellet 7, 8920 Randers NV.

Dine primære opgave

  • Salg af el til erhvervskunder
  • Kontakte nye potentielle kunder
  • Skabe gode langsigtede relationer til kunderne
  • Arrangere og deltage i kundearrangementer samt de årlige messer
  • Være innovativ i vores produktskabelse

Hvem er du
Du er en dygtig sælger, gerne med erfaring med salg af el til erhvervsmarkedet. Du er serviceminded og har en positiv, fleksibel og ansvarsbevidst holdning. Du har et godt humør og er en teamspiller.
Du har kørekort.

Interesseret
Klik ind på www.verdo.com/jobs og send os et par skarpe ord om dig selv og vedhæft dit CV og andre relevante dokumenter.

Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt, og tager derfor løbende kandidater til samtale. Så snart vi finder det rette match til vores team, slår vi til.

Har du spørgsmål til jobbet, så tag endelig fat i direktør for Midtjysk Elhandel Claus Omann, mobil 20650000.

Bliv en del af holdet og vær med til at gøre en forskel!

 

Om Verdo

Verdo skaber billig energi, der gør verden mere grøn. Vores drivkraft mod en mere effektiv og bæredygtig udvikling har spredt sig i verden, og vores investeringer i mennesker, knowhow og produkter har ført os langt ud over vores ståsted i Randers.

Vi er blandt Europas førende leverandører inden for biomasse, som vi sælger og producerer i Danmark, England og Skotland. Og med kontorer i Europa, Mellemøsten og USA er vi også blevet en verdensledende leverandør af teknisk carbon til teknologiindustrien.

Siden 1905 har Verdo beskæftiget sig med el, vand og varme, men vi har også fået nye, avancerede områder som energirådgivning, el-handel, fibernet og teknisk entreprise. Verdos 500 engagerede medarbejdere er med til at skabe en årlig omsætning på 2,6 milliarder danske kroner.

At tage ansvar er indbygget i alt dét, vi gør, fordi vi vil præge fremtiden. Denne holdning styrer også vores tætte samarbejde med både kunder og partnere. Hos os går forretning, mod, åbenhed og udvikling hånd i hånd med hensynet til verden.